Velgørenhed med brugte frimærker

Begreber som borgernes velfærd og velgørenhed kan ses isoleret økonomisk på flere måder. F.eks. Er en den gængse opfattelse den, at vi ved en pengeindsamling forstår en aktivitet, hvor en person, flere personer eller en organisation opsøger andre for at få dem til frivilligt at bidrage til personens, andre personers eller en velgørende organisations økonomi. I denne sammenhæng vil man nok være tilbøjelige til at se forskellige former for indsamling som f.eks. 1) en kirkelig pengeindsamling, 2) tiggeri eller den personlige indsamling som har fået et stigende omfang med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU 3) organisationers indsamling til fremme af velgørende formål, forskning, sundhed eller lignende og endeligt 4) egen indsamling som er den personlige indsamling til velgørenhed eller lignende. Sidstnævnte kaldes også ind imellem for filantropi, men kan også gennemføres af organisationer.

Men hvis man ser på løsningen af opgaver, der reelt er af socialpolitisk karakter, herunder ikke mindst spørgsmål som fattigdom og de sociale problemer kan man ikke se på velgørenhed og filantropi som noget generelt og adskilt fra det øvrige samfund. Der vil derfor uvægerligt opstå en række problemer, når man forsøger at integrere forskellige landes velfærdsystemer med hinanden, problemer som i flæng kaldes for ’social dumping’ altså det at forskellige velfærdsmodeller konkurrerer med hinanden og ’social turisme’ altså det at befolkninger indenfor EU eller udenfor ’begynder at stemme med fødderne’ og begynder at vandre derhen, hvor de sociale ydelser er størst. Problemet kan kort forklares ud fra det, man kalder det civile samfund. Netop det civile samfunds rolle med hensyn til tilvejebringelsen af velfærdsydelser til et lands borgere er vigtigt. Havde vi et fuldstændigt ensartet system over hele Europa, ville der ikke være et problem; men det har vi ikke, og derfor kan disse problemer nemt opstå. Ligesom, hvad der især er vigtigt m.h.t. det civile samfunds tilvejebringelse af de ydelser hvor stat og marked svigter.

Velgørenhed

At kunne leve i det moderne europæiske samfund forbindes af de fleste med det at have et arbejde, hvis man vil have et, kan få et og der vel at mærke er et at få!? Men så enkelt er det alligevel heller ikke. Selv i Danmark er det kun en halvdel af befolkningen eller mindre, der har arbejdsindkomst eller anden indkomst som renter og profitter. Man kan leve i en familie og lade sig forsørge, eller man tvinges over i anden forsørgelse enten ved hjælp af overførselsindkomst fra det offentlige og/eller af privat velgørenhed som beskrevet ovenfor. Det civile samfund her især familien, men også andre mellemværender af ikke-økonomisk karakter som naboskaber, velgørende filantroper og organisationer har fået en voksende betydning ved siden af staten og markedet. Når der her siges ikke-økonomisk, menes der altruisme, altså det at uselviske gaver erstatter betaling for ydelser på markedet eller rets-bestemte ydelser tilvejebragt efter lovgivningen af det offentlige. Markedet er kendetegnet ved løn, renter, leje og profitter som modydelser for leveret arbejde eller besiddelser, som ikke indgår til egen anvendelse. Staten afhængig af hvilken velfærdsstatsopfattelse, der er fremherskende, tilvejebringer de rets-bestemte ydelser gennem social forsikring, pensioner, overførselsindkomster, hjælpeforanstaltninger m.m.. Overordnet set taler vi om en forsørgelsestrekant, hvor trekantens tre spidser angiver tre former for forsørgelse, og hvor hver type og den dominerende form angiver, hvilken type velfærdsstat der er tale om.

Forsørgelseskilderne er derfor som følger:

marked Stat Civilt Samfund
Kontante beløb Løn, profit, rente, leje Overførselsindkomst Gaver, lommepenge
Øremærkede beløb Løngoder Subsidier, tilskud Gaver til specielle formål
Varer/tjenester Materielle Løngoder Offentlige ydelser Materielle gaver/tjenester

(Kilde: Op. Cit.: Abrahamson m.fl.: Solidaritet og fælles marked?: den sociale dimension og velfærdsstaterne i EF, Center for alternative samfundsanalyse, 1992, p. 67).

Det væsentlige her bliver civilsamfundets rolle, som der vil blive et stigende behov for, hvis de to hovedsystemer markedsøkonomien og planøkonomien ikke kan levere tilstrækkeligt til at tilvejebringe et solidt socialt sikkerhedsnet. I de tilfælde træder det civile samfund ind, hvor problemet naturligvis er, om der kan leveres tilstrækkeligt med erstatning for de to hovedsystemers svigt. En ’tredje vej’ midt imellem plan og marked er det skandinaviske blandingssystem, som fortsat har formået mere end de rene modellers samfund – det frie marked og planøkonomien. Spørgsmålet er så hvilke velfærdsmodeller, det er, der måske kan samordnes i Europa. Vi kan groft taget inddele i fire modeller:

–          Den ’korporative’ model (det kontinentale Nordeuropa Skandinavien undtaget)

–          Den ’Katolske’ model (Sydeuropa)

–          Den liberale model (UK og selvfølgeligt USA udenfor Europa)

–          Den ’Nordiske model’ (Sverige, Danmark)

Den ’korporative’ model bygger mestendels på obligatorisk Socialforsikring for alle. Den kaldes også for Bismarck modellen. Arbejdstagere og arbejdsgivere bidrager i fællesskab til forsikringsordninger. Uden forsikring har andre end arbejdende en forsørgelsespligt overfor familien, men forsikringsordningerne skal indrettes sådan at alle familier kan klare sig selv ved tab af arbejdsindkomst. Staten påtager sig andre opgaver som markedet ikke kan eller vil klare,

Den ’katolske model’, hvor forsørgelse i hovedsagen er et familieanliggende og yderligere hjælp modtages gennem civilsamfundet, hvor venner, naboer og velgørende personer og organisationer, herunder især kirken træder til. Staten kommer kun undtagelsesvist ind her. Markedet klarer resten

Den ’liberale model’ bygger ganske vidst også på sociale forsikring, men hvor den korporative model bygger på maksimal sikring bygger den liberale på minimal sikring. Den enkelte må og skal klare sig selv ved at sælge sin arbejdskraft på markedet. Den enkelte skal selv sørge for en opsparing, pension og forsikringsordninger til sundhed og pensioner. Alt skal for så vidt muligt overlades til markedet, og staten skal kun indtage ’en nattevægter’ funktion. Indkomstulighed er af det gode, fordi det gamle ordsprog om ’Når det regner på præsten drypper det på degnen’ kommer til sin retfærdighed. Brugerbetaling er udbredt for alt.

Den ’Nordiske model’ sigter mod kollektiv tryghed for den enkelte, og ydelserne må ikke være så små at tabet af en arbejdsindkomst bliver så højt, at man ikke kan overleve. Så høj en indkomstlighed som muligt tilstræbes. Standarder for offentlige ydelser skal være ensartede og civilsamfundets rolle er kun lille. Forebyggelse fremfor ’reparationer’ tilstræbes og arbejdskraften skal så vidt muligt omskoles. Ydelser gives gratis gennem den offentlige sektor

Når man vil finde et fælles grundlag for en europæisk velfærdsstats-model er det klart at de fire modeller harmonerer dårligt med hinanden, og at den nordiske model ikke vil kunne bære et stadigt pres sydfra i form af ’Social dumping’ og ’social turisme’. Det er almindelig økonomisk logik, at der hvor man kan maksimere sin nytte eller sine indkomster også vil være der, hvor især ungdommen søger hen. Hertil kommer selvfølgeligt at den nordiske model yder en maksimal social sikkerhed, hvis lige ikke findes andetsteds. Så det må forventes at civilsamfundet, der allerede i danske sammenhænge melder om øget ’søgning’ skal træde i stedet, som den offentlige sektor rulles tilbage under pres fra andre EU borgere.

Opfindsomheden melder sig allerede gennem velgørende organisationer og private personers altruistiske indsats. Nettet kommer til sin fulde ret, når man kan samle alle oplysningerne om filantropi på et sted som f.eks. betternow.org. Der er næppe tvivl om, at overlapninger mellem de forskellige modeller ovenfor ville kunne gøre sit til at skabe nye veje, hvor f.eks. også sociale virksomheder kommer ind i billedet med støtte fra offentlige og private sponsorer. Det ideelle ved at lade offentlige opgaver afbureaukratisere og refinansiere er, at selvforvaltning træder i stedet, og at frivilligt arbejde i større eller mindre grad udført af mennesker, der allerede er under forsørgelse ville kunne skabe en meningsfuld hverdag for nogle og en forøgelse af velfærden for flere, uden at det nødvendigvis kan aflæses i det magiske ’bruttonationalprodukt’. Rigdom kan måles på forskellig vis! Og det udelukker ikke at den sociale virksomhed i alle dens udformninger på sigt kan gøre sig gældende på et marked uden at ændre på sin målsætning.

En anden måde at selvforvalte på går gennem aktivering gennem samfundsnyttige projekter i stedet for ’feje blade sammen i blæsevejr’ projekter. Genbrugsoverskud fremskaffet af lediges indsats gennem 150 lediges aktivering i Storaalborg betyder måske, at de ledige kommer tættere på et job eller en uddannelse, mens årets overskud doneres til humanitære og sociale organisationer. De ledige hjælper med at reparere de genstande, der indleveres på byens genbrugspladser, som derefter gør ny glæde, når artiklerne igen ender i genbrugsbutikker. I 2013 indbragte dette et overskud på 250.000 kr., delt mellem 10 humanitære og sociale organisationer, der støtter arbejde, der foretages i Aalborg.

Det undrer sikkert nogle at private virksomheder, som man hidtil har tilskrevet en eksistens på markedet nu også er sig sit sociale ansvar bevidst. Men det kan der være en god logik i. Stadig flere virksomheder tager gerne et socialt ansvar på sig, og der investeres i støtte til velgørende formål, humanitært arbejde, klima, udvikling osv.. Det sætter hele filosofien bag forsørgelsestrekanten i et mindre godt lys, og opfattelsen af de mange velfærdsstatsmodeller. For i stedet for at tænke fremtiden ind i ting, allerede er, og som så bare skal kombineres, kunne det være, at det at tænke nyt vil lede til noget helt andet end de modeller, der præsenteres her. De hviler trods alt på fortidens- og ikke de aktuelle præmisser.

Litteratur:

Peter Abrahamson ; Sven Bislev ; Henning Hansen: Solidaritet og fælles marked?: den sociale dimension og velfærdsstaterne i EF, Center for alternative samfundsanalyse, 1992.